Erindringsfabrikken har i juni 2018 skabt tre helt særlige forestillinger, hvor otte kvinder med arbejderbaggrund har delt deres personlige fortællinger om kvindelivet i perioden 1950-1975. Forestillingen spillede på Arbejdermuseet i København.

Magna var Danmarks første kvindelige sporvognskonduktør og blev senere chauffør hos HT. Kirsten arbejdede på trikotagefabrik, indtil hun blev fyret på sin bryllupsdag. Beate arbejdede trofast som telefonistinde i centralen i Blågårdsgade, hvor hun blev tiltalt med nummer og skulle spørge om lov, før hun gik på toilettet.

Det var blot tre af de fortællinger du kunne opleve, da Erindringsfabrikken i foråret satte deres dokumentariske teaterforestilling BYRDE MED SMIL op på Arbejdermuseet i København.
Forestillingen handlede om seksualitet, illegale aborter, familieliv, skilsmisse, at få børn uden for ægteskabet, kvindearbejde, manglende ligeløn osv. Ja, alle de ting man kunne drømme om at tale med sin mor eller bedstemor om, men aldrig har fået gjort.

Et levende og pulserende tidsbillede

Kvinderne var alle i alderen 68 til 85 år og gik på scenen med deres personlige historier om kampe, nederlag og sejre i kvindelivet. Deres fortællinger blev iscenesat med sang, musik, dans og paroler fra tiden, og der blev tegnet et levende og pulserede billede af tiden 1950-1975, set og oplevet af kvinderne selv.

Forestillingen blev til i løbet af foråret 2018. Her har Erindringsfabrikken sammen med de otte deltagere skabt et intimt rum, hvor samtalen kunne flyde frit og handle om det, kvinderne ikke talte om dengang. Men det gjorde de nu. Kvinderne fortalte i forestillingen om alt det, vi i dag tager for givet, og som har ændret kvindelivet radikalt siden 1950. Det drejer sig for eksempel om adgang til seksualoplysning, p-pillen, den fri abort, barsel, SU og offentlig børnepasning.

Sagt om forestillingen

Ghita Holst, kreativ direktør i reklamebranchen

”Byrde med smil åbner på en uhøjtidelig og underholdende måde op for en tid, som mange har glemt. Kvinderne fortæller deres historie med så meget indlevelse, kærlighed og ikke mindst ærlighed, at det rammer én lige i hjertet. Det sætter tankerne i gang og minderne fra ens bedsteforældre. Alt det de kæmpede for. Et kulturhistorisk teaterstykke som huskes”

Søren Green, underviser

”Jeg blev SÅ berørt fordi kvindernes historier vækker min egen families historier til live, og det føder nye samtaler imellem os. Tak for det!” 

Ditte Marie Laumann, skuespiller

”Hvor er det vigtigt at blive mindet om det, vi i dag tager for givet. Pludselig blev det så indlysende at verden, og ikke mindst kvinders verden, har set så anderledes ud for mindre end en menneskealder siden, OMG!” 

Bag projektet og på scenen

Manuskript og iscenesættelse: Tine Futtrup Lund
Sang og koreografi: Lise Ellevang Rasmussen
Medvirkende: Beate, Magna, Kirsten K, Joanna, Kirsten L, Henny, Lillian og Barbara

   . 
Foto: Amanda Thomsen, www.amandathomsen.com