BYRDE MED SMIL


Erindringsfabrikken skabte i 2018 en helt særlig forestilling, hvor otte kvinder med arbejderbaggrund delte deres personlige fortællinger om kvindelivet i Danmark i perioden 1950-1975. Forestillingen spillede på Arbejdermuseet i København.

 

Magna var Danmarks første kvindelige sporvognskonduktør og blev senere chauffør hos HT. Kirsten arbejdede på trikotagefabrik indtil den dag, hun blev fyret grundet giftemål. Beate var telefonistinde i centralen i Blågårdsgade, hvor hun blev tiltalt med nummer og skulle spørge om lov, når hun skulle på toilettet.

 

Det er blot tre af de fortællinger du kunne opleve, da Erindringsfabrikken spillede deres dokumentariske teaterforestilling BYRDE MED SMIL. Forestillingen handlede om seksualitet, illegale aborter, familieliv, skilsmisse, at få børn uden for ægteskabet, kvindearbejde og manglende ligeløn. Ja, alle de ting du kunne ønske dig at tale med din mor eller bedstemor om – men aldrig har fået gjort.

 

En forestilling for alle generationer

Kvinderne var i alderen 68-85 år og gik på scenen med deres personlige historier om kampe, nederlag og sejre i kvindelivet. Deres fortællinger bliver iscenesat med sang, musik, dans og paroler fra tiden, og der blev tegnet et levende billede af hverdagslivet i datidens Danmark – set og oplevet af kvinderne selv.

 

Forestillingen blev til i løbet af foråret 2018, hvor Erindringsfabrikken sammen med de otte deltagere skabte et intimt rum, hvor samtalen kunne flyde frit og handle om det, kvinderne har haft svært ved at tale om tidligere. Der blev fortalt om det, vi i dag tager for givet, og som har ændret kvindelivet radikalt siden 1950 – adgang til seksualoplysning, p-pillen, den fri abort, barsel, SU og offentlig børnepasning.

 

Manuskript og iscenesættelse: Tine Futtrup Lund
Sang og musik: Lise Ellevang Rasmussen

STOR og hjertelig tak til deltagerne på scenen: Magna Håkonson, Beate Chritensen, Kirsten Knudsen, Joanna Jacobsen, Kirsten Lindensgaard, Henny Larsen, Lilian Krog og Barbara Kryger

Producentpartner: Arbejdermuseet

 


Forestillingen er støttet af Kvindernes Bygningsfond, Indre By Lokaludvalg, 3F Medie- og Kulturfond og Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund


Foto: Amanda Thomsen

”Jeg blev SÅ berørt fordi kvindernes historier vækker min egen families historier til live, og det føder nye samtaler imellem os. Tak for det!” 


Søren Green, underviser

”Byrde med smil åbner på en uhøjtidelig og underholdende måde op for en tid, som mange har glemt. Kvinderne fortæller deres historie med så meget indlevelse, kærlighed og ikke mindst ærlighed, at det rammer én lige i hjertet. Det sætter tankerne i gang og minderne fra ens bedsteforældre. Alt det de kæmpede for. Et kulturhistorisk teaterstykke som huskes”


Ghita Holst, kreativ direktør

”Hvor er det vigtigt at blive mindet om det, vi i dag tager for givet. Pludselig blev det så indlysende at verden, og ikke mindst kvinders verden, har set så anderledes ud for mindre end en menneskealder siden, OMG!” 


Ditte Marie Laumann, skuespiller